26. februar 2016

Anmeldelse: Arven fra Lorien #1 - Jeg er Nummer Fire


Titel: Jeg er Nummer Fire

Forfatter: Pittacus Lore

Forlag: Tellerup

★★☆☆


Jeg var kun et barn da vores hjemplanet Lorien blev invaderet af de koldblodige mogadorianere. 
I begyndelsen var vi ni, alle ni med forskellige paranormale evner. Vores beskyttere flygtede med os til Jorden for at skjule os for mogadorianerne.
Men mogadorianerne frygter vores evner, og de giver ikke op før vi alle er væk.
De har allerede fanget og dræbt

Nummer Et i Malaysia
Nummer To i England
Nummer Tre i Kenya
Jeg er den næste ...
Jeg er Nummer Fire

Denne bog havde jeg faktisk ikke tænkt mig at læse endnu, men fordi jeg har deltaget i en bogudfordring, hvor man skulle læse en bog, der var filmatiseret, så faldt valget på denne. 
Jeg elskede filmen, og blev så ærgerlig over at der ikke er nogen, som har valgt at filmatisere resten af serien. Jeg ville virkelig gerne have mere af universet og få resten af historien. Derfor var der ikke andet valg end at læse bøgerne selv, hvilket jeg er glad for at jeg nu er i gang med. 
Jeg er Nummer Fire er en ret spændende bog, og efter jeg har læst den, kan jeg se at filmen har været meget tro mod bogen, hvilket er skønt. Meget af handlingen kendte jeg dermed også på forhånd, men derfor var den spændende alligevel. 
Selve skrivestilen skulle jeg vænne mig meget til, og derfor tog den mig også ret lang tid at komme ordentligt i gang med. Den er skrevet som jeg-person i nutid, og det synes jeg alligevel er ret sjældent man ser i bøger. Af en eller anden grund synes jeg også, at det var svært at komme rigtigt under huden på John, som er ham, vi hører historien fra. 

John er Nummer Fire ud af ni børn, som er flygtet fra deres hjemplanet Lorien, med hver deres Cêpan, som er den person som skal beskytte og træne dem, når deres evner begynder at udvikle sig. Johns og hans Cêpan Henri, er lige flyttet til en lille by i Ohio, for at skjule sig fra mogadorianerne, som forsøger at finde dem, og dræbe dem. Der blev kastet en beskyttelse over de ni børn, så de "kun" kunne dræbes i den rækkefølge de er blevet tildelt numre. Da Et, To og Tre er blevet dræbt, er det nu Johns tur, hvilket er grunden til at han og Henri gør alt for at skjule sig, indtil John har udviklet sine evner. Imens falder John rigtig godt til, og da hans evner begynder at dukke op, træner han med Henri og lærer mere om historien om Lorien, alt imens han forsøger at have et almindeligt teenage-liv med forelskelse og venskaber, selvom han godt ved, at det ikke kan vare ved for altid. 

Jeg synes bogen var rigtig god, og det var fedt at lære mere om Lorien og Johns evner, end man gør i filmen. Da jeg først havde vænnet mig til skrivestilen, så fangede bogen mig endnu mere, og jeg er allerede gået i gang med næste bog i serien :) 

Har I set filmen eller læst bogen? Og hvad synes I? :)

20. februar 2016

På ønskesedlen #1

Jeg har på Goodreads, en ønskeseddel med bøger som jeg ønsker mig. Der er efterhånden nogle stykker, og her vil jeg vise jer de af dem, som står højest ønskesedlen lige for tiden :) 




Gayle Forman: Hvis jeg bliver #2 - Da hun forsvandt
Forlaget Gyldendal skriver:
Gayle Formans bog DA HUN FORSVANDT er fortsættelsen til HVIS JEG BLIVER - bogen bag filmen IF I STAY, som havde Chloe Grace Moretz i hovedrollen som Mia. 
Der er gået tre år siden den tragiske ulykke - og siden Mia forsvandt ud af Adams liv. Mia går på Juilliard i New York og har kastet al sin energi i celloen og den klassiske musik.
Adam lever rockstjernelivet på USAs vestkyst med paparazzi og kendis-kæreste.
Men ved et tilfælde mødes Mia og Adam i New York og har en enkelt aften sammen. Imens de udforsker byen, genopdager de fortiden og åbner deres hjerter for fremtiden - og for hinanden. 

Jeg har læst første bog for nogle år siden, og den var god. Da jeg så at der kom en fortsættelse til den, måtte den bare på min ønskeseddel. Jeg glæder mig til en dag, at læse mere om Mias historie, og se hvor hun er i sit liv nu. 


Kiera Cass: The Selection #5 - Arvingen
Forlaget Tellerup skriver: 
Tyve år er gået siden Illeás sidste Udvælgelse.
I sin regeringstid er det lykkedes Maxon at skabe fred i landet og opløse kasterne, men dele af befolkningen har svært ved at vænne sig til de nye forhold, og utilfredsheden ulmer.
Der er brug for en afledningsmanøvre, noget folket kan samles om mens der findes en løsning på problemerne: En Udvælgelse for den kongelige families ældste datter og tronarving, Eadlyn. Men Eadlyn er opdraget til at regere og er bestemt ikke villig til at afgive magt. Heller ikke til sit hjerte. 
Arvingen er fjerde bind i en serie om venskab, kærlighed, rivalisering og et samfund bygget på forbud og klasseskel.

Jeg elskede de første tre bøger i serien, og at der kommer endnu en, er fantastisk! Jeg glæder mig til at komme tilbage til Illeá. Jeg er dog spændt på, hvordan det bliver at følge Maxon og Americas datter denne gang. 

18. februar 2016

Anmeldelse: Nightshade #3 - Blodrose


Titel: Nightshade - Blodrose

Forfatter: Andrea Cremer

Forlag: Tellerup

★★☆☆☆


Han bøjede sig ned og hviskede i mit øre. "Der er noget jeg altid har været bange for ..." "Hvad er det?" Hviskede jeg. Hans stemme knækkede over: "At du al ... aldrig vil være i stand til at elske mig. Rigtigt."

Calla er ved at finde sig til rette hos Søgerne, og hun er med til at få fat i de sidste dele til Elementernes Kors. 

Men Calla bliver hele tiden i tvivl om hvem hun virkelig elsker, og hvem hun i sidste ende skal vælge til mage. Hvis de da altså overlever ...


I Blodrose starter vi, hvor Ulveskæbner sluttede. Calla er genforenet med sit Kobbel, og jagten på Elementernes Kors er for alvor i gang, så Shay kan sætte en stopper for Bosque Mar.

Der sker meget mere i denne bog end i den forrige, hvilket er skønt! Jeg sad flere gange om aftenen, hvor jeg lige måtte læse et par sider mere, fordi den var så spændende. Der var dog også en episode med Logan, hvor jeg ikke helt forstod, hvorfor Vogterne gjorde som de gjorde, for de var trods alt i krig, og spændingen blev derfor afsluttet ret hurtigt her.

Det var rigtig skønt at Calla fandt ud af mere om sig selv, og sine følelser, og dermed satte sig selv mere i respekt, både over for Shay og Ren, men også over for Søgerne. Det var ret sejt når man også tænker på, at hun hele sit liv har haft andre til at planlægge det for hende.

Shay er stadig irriterende og hans historie synes jeg faktisk er lidt intetsigende. Altså bortset fra at han er Scion. Ren derimod, er meget mere sympatisk end han før har været og hans historie, synes jeg, er mere spændende. Dog undrede det mig, at han faldt så godt ind i sin nye rolle hos Søgerne.

Grunden til at bogen kun får to stjerner er, at jeg bestemt ikke var fan af slutningen. Det var en dårlig slutning på bogen, og en dårlig afslutning af hele trilogien. Øv, jeg var virkelig skuffet og frustreret. Forstår virkelig ikke, hvorfor den skulle ende sådan? Bog 1 var virkelig god, så jeg forventede allerede der, at den ikke ville skuffe, men der tog jeg fejl.

Hvad synes I om bogen og serien generelt? Er det kun mig, der blev skuffet?

16. februar 2016

Anmeldelse: Nightshade #2 - Ulveskæbner


Titel: Nightshade - Ulveskæbner

Forfatter: Andrea Cremer

Forlag: Tellerup

★★★☆☆




Calla flygter fra sin hjemby og familie. Hun gør det for at redde Shays liv, men dermed svigter hun også sine kobbelmedlemmer - og sin forlovede, Ren. Hun befinder sig nu hos Søgerne. De vil hjælpe hende med at redde hendes kobbelmedlemmer fra de brutale Vogtere. Men søgerne har været deres fjender så længe hun kan huske. Tør hun stole på dem ...


I Ulveskæbner fortsætter vi præcis hvor vi slap Calla og Shay i forrige bog. Calla har taget et valg som hun nu skal forstå omfanget og konsekvenserne af, og intet er som hun troede.
Vi møder mange nye personer, og det kan godt være lidt svært at finde ud af, hvem der er hvem, men med gennem bogen bliver det lettere.


Jeg kunne rigtig godt lide Calla i denne bog, for hun er ikke bare ligeglad med konsekvenserne selvom hun har fulgt sit hjerte og egentlig burde være lykkelig, og det er rart at se.
Shay synes jeg til gengæld var super irriterende, og jeg kan stadig ikke lide ham helt, og tror at han har en bagtanke med det hele. Men det er måske bare mig :P Nu må jeg se når jeg får læst den næste bog… Det er bare nogle af hans handlinger jeg ikke helt kan forstå, og jeg synes det er som om han ikke helt forstår Calla, ligesom jeg heller ikke synes han gjorde i forrige bog.
Jeg synes bogen var ret spændende, men første halvdel af bogen gik mest med snak, og måske endda lidt for meget. Jeg skal dog love for at der kom gang i tingene i sidste halvdel, og det var så spændende at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Elsker når det er sådan :D Godt at næste og sidste bog allerede står klar på min hylde :)


11. februar 2016

Udfordring hos Flyvehjørnet #1



Da jeg så den månedlige udfordring hos 'Flyvehjørnet' som pigerne Rikke og Simone fra Flyv med mig og Boghjørnet står bag, tænkte jeg straks at jeg gerne ville være med.
Det går ud på at de hver måned, trækker en boglig udfordring som man så kan vælge at deltage i, hvilket jeg synes er super hyggeligt. Så bliver man udfordret med en bog man måske ellers ikke nødvendigvis havde tænkt sig at læse, samtidig med at man læser bøger i fællesskab.
Februars udfordring er Læs en bog, der er blevet filmatiseret. Jeg synes ikke jeg har så mange bøger stående på hylden, men der var da nogle stykker jeg kunne vælge imellem. Mit valg er faldet på "Jeg er nummer fire" af Pittacus Lore, som jeg har haft stående på hylden i lidt mere end et år. Jeg synes at filmen var super god, og har været skuffet over at de ikke har filmatiseret resten :( Det er også er en af grundene til at jeg både har købt den første og anden bog i serien. Jeg vil jo gerne vide, hvad der sker :D

Hvis I selv har lyst til at være med, så kan I læse nærmere om det her og her. Jeg glæder mig i hvert fald, og synes det er et super godt initiativ :D

9. februar 2016

Anmeldelse: Nightshade #1 - Natskygger

10848220



Titel: Nightshade - Natskygger

Forfatter: Andrea Cremer

Forlag: Tellerup

★★★☆☆


Jeg listede hen mod drengen.Han stønnede tungt, og hans ansigt var fortrukket af smerte og rædsel. Bjørnens kløer havde revet dybe flænger i hans lår og bryst, og blodet flød stadig fra sårene. Det var en dreng på min egen alder: sytten, måske atten år gammel. Jeg kan ikke lade ham dø … Men Det vil betyde. at jeg vil bryde med Vogternes love …Jeg skiftede skikkelse uden at tænke over det. Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.


Jeg købte hele trilogien da jeg var på Bogforum sidste år, da jeg stod og kiggede længe på dem, og derefter fik dem anbefalet af en anden på standen, så den har jeg været meget spændt på at læse.

I bogen følger vi pigen Calla, som er Kriger - hun kan forvandle sig til en ulv. Hun redder drengen Shay fra en bjørn, og kommer dermed til at forvandle sig foran ham - dagen efter starter han på hendes skole, hvilket ikke er super godt for Calla, da ingen mennesker må vide hvad hun er.

Calla skal giftes med sin forudbestemte mage Ren, og dagen kommer tættere og tættere på. Calla har altid tænkt at det var meningen med hendes liv, og at der ikke var noget hun kunne gøre ved det. Hun lærer dog Shay bedre at kende, og bliver pludselig i tvivl om hele sin eksistens. Dette påvirkes især af at Shay har fundet en bog som de læser i sammen.Derefter sker der mange ting, og Calla er virkelig i vildrede over hvad hun skal gøre.

Jeg kunne virkelig godt lide Calla. Ren var jeg ofte meget irriteret på og så alligevel ikke, og Shay var kun irriterende. Faktisk havde jeg en teori gennem det meste af bogen, om at Shay spillede skuespil, og meget af det han sagde og gjorde virkede mærkeligt og påtaget. Næsten som om han håbede på et bestemt udfald. Det fik jeg dog hverken be- eller afkræftet, men det kan jo være at jeg finder ud af det i en af de næste bøger. Hvis ikke det er tilfældet, så synes jeg egentlig bare at han er en virkelig irriterende person.Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen og se, hvad der nu skal ske.

Bogen har fået tre stjerner da den var spændende og jeg var helt vild med Calla. Det trak dog ned at Shay og Ren var så irriterende, og at der var SÅ mange forskellige navne man skulle forsøge at holde styr på.

Anmeldelse: Kvinden i toget


Titel: Kvinden i toget

Forfatter: Paula Hawkins

Forlag: Gyldendal

★★★☆☆


Hver morgen tager Rachel toget ind til London, og hver morgen holder toget stille foran et bestemt hus. Rachel kan godt lide at betragte det smukke unge par, som bor i huset. Hun fantaserer om, hvad de hedder, og forestiller sig, at deres liv er helt perfekt.
En dag ser hun noget fra togvinduet, som chokerer hende dybt - og kort tid efter bliver kvinden fra huset efterlyst. Rachel kontakter politiet og begynder at blande sig i efterforskningen. Men Rachel er ikke noget pålideligt vidne. Faktisk kan hun ikke engang stole på sig selv.



Kvinden i toget er beskrevet som værende en thriller, og derfor turde jeg ikke helt at gå i gang med den med det samme. Jeg samlede dog mod til mig, og jeg vil sige at den ikke var så uhyggelig igen som jeg havde frygtet :)
I bogen følger man Rachel. En fraskilt kvinde som ikke har styr på noget i sit liv. I begyndelsen kunne jeg godt lide hende, men så kom der en lang periode, hvor jeg ikke brød mig om hende eller de valg hun tog, og jeg var ret irriteret på hende, og ville ønske at hun kunne tage sig sammen. Det vendte igen hen mod slutningen, hvor man fik fortalt mere om hendes situation og hendes liv.
Rachel tænker at alle andre har det perfekte liv, men hun ved ikke hvad der sker inde i andre folks hjem. Sådan fungerer det jo også i den virkelige verden. Man kan både være hurtig til at dømme andre og deres fejl, men bedømme andre som værende "perfekte". Det er en af de ting Kvinden i toget sætter på dagsordenen, og det kan jeg godt lide.
Det er en lidt anderledes bog at læse, da man følger Rachels dag i små bidder. Man ved altså ikke altid hvad hun har foretaget sig når man ikke følger hende, hvilket tilføjer historien mere spænding og til tider, frustration fordi man gerne vil vide hvad det er der foregår. Et stykke inde i bogen, begynder man også at få historien fortalt af to andre kvinder, og dermed får man et andet indblik i historien som bestemt tilføjede en god vinkel og gav et andet indtryk af de involverede i sagen. De to kvinders mænd brød jeg mig dog bestemt ikke om på noget tidspunkt.
Bogen var ret spændende, især hen mod midten og slutningen, men starten skulle man lige igang med. Det er ikke en genre jeg har læst særlig meget, men den overraskede mig positivt.
Jeg giver Kvinden i toget tre stjerner og det er primært på grund af plottet som jeg synes var rigtig godt fundet på.
Har I læst Kvinden i toget, og hvad synes I om den? :)

5. februar 2016

Anmeldelse: Løvetæmmeren




Titel: Løvetæmmeren

Forfatter: Camilla Läckberg

Forlag: People's Press

★★★★☆



Januarmørket har ramt Fjällbacka,Byen er som frosset fast i vinterkulden, da en næsten nøgen pige går i blinde gennem skovens tunge snedække ud på vejen og fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse.
Da Patrick Hedström og hans kollegaer modtager alarmopkaldet, er pigen allerede identificeret. Hun hedder Victoria og er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Ingen har set skyggen af hende, siden hun forsvandt på vej hjem fra stalden, fire måneder tidligere, men det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet i mellemtiden.
Sagen om Victoria er ikke den eneste familietragedie i Fjällbacka den vinter. Erica Falck er ved at skrive en bog, der bygger på en gammel sag om familien Kowalska. Faderen var cirkusartist og polak af oprindelse, moderen sidder stadig fængslet for mordet på ham. Erica har gennem længere tid forsøgt at få hende i tale for at høre nærmere om, hvad der skete dengang. Nu har hun indvilliget i, at Erica besøger hende i fængslet. Men Erica ved, at hun ikke fortæller hele sandheden.


Det er længe siden jeg læste den forrige bog i serien, så jeg var lidt nervøs for om jeg kunne huske, hvad der skete sidst i Patrick og Ericas liv. Dog er Camilla Läckberg rigtig god til at opsummere løbende gennem bogen, så man ikke føler sig helt fortabt.
Vi følger igen Erica og Patrick i Fjälbecka i Sverige med deres arbejde og familieliv. En ung pige forsvandt og dukkede op igen, og forbrydelsen kædes langsomt sammen med andre uopklarede sager. Som sædvanlig blander Erica sig (for meget synes Patrick) i efterforskningen, men det gør hun nu ret godt. Hun har nemlig gang i sin egen research til en bog, og disse to sager viser sig at hænge uløseligt sammen. Det fungerer også ret godt, at Camilla Läckberg mellem hvert kapitel, skriver om noget, der skete mange år tidligere og desuden har relation til det i nutiden. Jeg kan rigtig godt lide hendes skrivestil, men det trækker dog lidt ned at man får fortalt historien fra så mange forskellige personers synsvinkel. Her kan blandt andet nævnes Erica, Patrick, Martin, Gösta, Melberg, Anna, Terese, Paula, samt en del af de involverede i sagen, og det kan godt være lidt irriterende og til tider unødvendigt.
Plottet er ret spændende hele vejen igennem, og fik mig til at spekulere over, hvad der egentlig var sket, og alligevel overraskede bogen mig mange gange, endda helt frem til slutningen.
Slutningen i bogen har en del løse ender, synes jeg, og lægger dermed helt vildt op til en fortsættelse.. Kom, så med den!! Det er egentlig lidt specielt, da hendes bøger altid plejer plejer at blive afsluttet og afrundet på bedst mulig måde, men det gjorde denne bare ikke. Meget frustrerende synes jeg.
Dette er også grunden til den manglende stjerne. Hvis afslutningen havde været bedre, så kunne den godt snige sig op på 5, da det var et spændende plot med et specielt twist.

Jeg har de sidste 10 år fået Camilla Läckbergs bøger når de udkom, og det gjorde de altid tæt på min fødselsdag. I tre år udkom hun ikke med nogle nye bøger, så denne bog var længe ventet.
Det er d. 9. bog i serien, og hvis man kunne lide de forrige, er jeg ret sikker på at man også vil kunne lide denne. Selvom man ikke nødvendigvis er til krimier, så synes jeg alligevel godt man kan kaste sig ud i Camilla Läckbergs bøger, for det handler ikke kun om forbrydelser og politiarbejde, men også rigtig meget om helt almindeligt hverdagsliv med irriterende svigermødre, oprydning og børnepasning.

Hvad synes I om Camilla Läckbergs bøger? :)

Velkommen



Hej, og velkommen til min blog :)
Jeg har tænkt længe over at jeg ville oprette en blog, og nu skulle det være. I må lige bære over med mig her i starten, der er ret meget man skal lære og finde ud af :P
Jeg har selv fulgt med på mange blogs de seneste par år, og jeg tænkte at det kunne være sjovt at lave min egen, så jeg også kan dele mine meninger om bøger og diverse bogindkøb.


Jeg håber at I har lyst til at læse med, og I er altid velkomne til at smide en kommentar eller en mail, hvis I har noget på hjerte eller idéer til indlæg :)