30. april 2016

På ønskesedlen #3

Jeg har fundet endnu en bog, som står højt på min ønskeseddel :) Godt der ikke er længe til min fødselsdag :P 



Victoria Aveyard: Rød dronning #1
Forlaget Gyldendal skriver:

Blodets farve – dét er den virkelige forskel mellem Sølvere og Røde. Denne enkle forskel gør på en eller anden måde dem stærkere, klogere ogbedre end os.

Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund – den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite, der har overmenneskelige egenskaber.
Mare overlever ved at stjæle, hvad hun kan komme i nærheden af. En dag ender hun ved et tilfælde ved Sølver-hoffet. Foran kongen, prinserne og alle de adelige opdager hun, at også hun har overmenneskelige evner. Men det er umuligt, for Mare har rødt blod i årene. For at skjule denne umulighed og forhindre rød opstand, tvinger kongen Mare til at spille rollen som en fortabt adelig datter, der nu skal giftes med en af prinserne.
Mare trækkes hurtigt ind i Sølver-verdenen og begynder at få følelser for sin prins. Alligevel risikerer hun alt ved at hjælpe oprørsgruppen Den Højrøde Garde. Ét forkert træk vil betyde hendes død, og kun én ting ved hun med sikkerhed: Alle kan bedrage alle.
RØD DRONNING er første bind i serien RED QUEEN.


Rød dronning er en ret populær bog for tiden, og jeg synes den lyder vildt spændende. Bogen handler om klasseskel, som vi også oplevede i The Hunger Games og The Selection, og det er jeg helt vild med. 

Har I læst den? 





27. april 2016

Udfordring hos Flyvehjørnet #3

Jeg har før nævnt Flyvehjørnets månedlige udfordring her på bloggen. Det er en udfordring som de søde piger Rikke og Simone kører, og det er så hyggeligt at være med. Denne måned var udfordringen, at anbefale en bog :) 
Jeg synes det er en rigtig god udfordring, fordi man kan få mange gode anbefalinger, og det er jo altid dejligt at få, så man kan udvide sin horisont. 

Jeg har valgt at anbefale to bøger. To bøger som jeg kun har læst en enkelt gang, men som jeg husker ret tydeligt. To bøger, som måske ikke er særlig populære, hvilket også er en god grund til at anbefale dem, så de kan nå ud til flere bogelskere. Jeg tænkte virkelig meget over, hvilke bøger jeg ville fremhæve, og disse kan jeg varmt anbefale.


Første bog er Dragonfly af Julia Golding.


Dragonfly er en rigtig skøn fantasybog. Jeg læste den på en dejlig ferie, så den bringer bare mange gode minder frem. Den er fyldt med romantik, krig og forskellige kulturer, og den er skrevet rigtig godt og spændende, og tror ikke man bliver skuffet, hvis man læser den :)


Den anden bog er Blomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh.


Jeg fik denne bog i gave af en af mine venner, fordi jeg elsker blomster :) Bogen handler om pigen Victoria, som ikke har haft det nemt igennem barndommen. Hun ved meget om blomster, og lærer hvordan man kan bruge blomsterne som en måde at udtrykke sig på. Hver slags blomst har nemlig en særlig betydning, og det har Victoria lært at bruge. Det er en meget rørende bog, og så har den jo den fineste forside :D 


Hvilke bøger kan I anbefale? :) 

16. april 2016

Anmeldelse: Den hellige sten


Titel: Den hellige sten

Forfatter: Barbara Wood

Forlag: Aschehoug

★★★★☆


For 3 millioner år siden, blev jorden ramt af en meteor i en gigantisk kollision. Ud af sammenstødet opstod Den hellige sten.
For 100.000 år siden bliver stenen for første gang fundet af et menneske. Det er den unge pige, Høje, der finder den fantastiske krystal på den afrikanske slette og ved at se ind i krystallet, kan Høje se sin egen skæbne.

Sådan starter den fabelagtige beretning om Den hellige sten, som vi herefter følger op igennem historien, fra det gamle Israel, til Romerriget, til det femtende århundredes Tyskland, videre til 1800-tallets Caribien, for til sidst at ende i Det vilde vest i Amerika. I otte små noveller, der hver giver et fantastisk nøjagtigt billede af en historisk tid, møder vi otte mennesker skilt af tid og sted, men med det tilfælles, at den hellige sten, med alle dens magiske kræfter, ændrer deres liv.



Denne bog har været forskellig fra alt andet jeg før har læst, og det har været en rigtig god læseoplevelse det meste af tiden. Bogen er delt op i otte forskellige historier og spænder over flere millioner år. Derfor følger man ikke den samme person gennem bogen, men otte forskellige. Fælles for dem alle er, at de er i besiddelse af Den hellige sten, på den ene eller den anden måde.
Det tog en del tid for mig, at komme ordentligt i gang med bogen, og jeg syntes egentlig at den var lidt kedelig, men når man først er inde i den, så er den virkelig god. Det eneste jeg ikke er så glad for med bøger, som har mange historier er, at jeg næsten altid gerne vil høre mere om hver enkelt person, men hver historie bliver alligevel ret godt afrundet.

Det er sjovt at læse om menneskets historie på denne måde, for den første historie starter faktisk helt tilbage til menneskets oprindelse i Afrika, hvor man ikke havde noget sprog, hvilket også var med til at første del ikke fangede mig særlig meget.

I anden del, mange år senere, er sproget udviklet, og man er begyndt at forstå at kvindens cyklus har noget at gøre med at kunne få børn. Dog med den lille detalje, man ikke vidste at mændene havde del i det, men at de troede at det var månen der skænkede kvinderne børn. Af samme grund skød og fangede de aldrig hun-dyr for dyrene skulle have mulighed for at formere sig, så der hele tiden var mad at finde.

Det var meget specielt at læse om menneskets opfattelse af både naturen og især kønsroller, og at se hvor meget det ændrer sig gennem historien, for hold nu op, hvor sker der bare meget på den front igennem bogen.

Jeg læste en kommentar på Goodreads, som faktisk passer utrolig godt på denne bog, og det lød noget a la: "Har du nogensinde kigget på en bygning, og tænkt på hvor fantastisk det kunne være, hvis den kunne fortælle dig alt den havde været vidne til?" Det er den historie man får i denne bog, og derfor kan jeg varmt anbefale den.

6. april 2016

Udfordring hos Flyvehjørnet #2

Det er efterhånden noget tid siden jeg har fået blogget, og det skyldes til dels store beslutninger og et nyt familiemedlem - vores kat Bella :)


Ser hun ikke bare sød ud? :D Hun elsker allerede at sove i sofaen :) 


Det er SÅ skønt at have fået en kat i huset, og det giver bare en glæde at have sådan en lille en at komme hjem til. Hun vil hele tiden være hvor vi er, og kommer og hilser når man kommer hjem, og det er bare så hyggeligt. Vi fandt hende på Inges Kattehjem, og hun er næsten 5 år, så vi kender derfor hendes temperament, hvilket er ret dejligt. Jeg kan virkelig anbefale at få en kat derfra, for så kan man finde en kat der passer til familien, og man hjælper en ældre kat med at finde et nyt hjem. De har selvfølgelig også killinger derude i perioder, hvis man er mere til det :) 
Nå, det var lige et lille tip, hvis man går og overvejer at anskaffe sig en kat, men synes lige at jeg ville fortælle det :) 

Marts måned har virkelig været speciel. Den har både været langsom, og samtidig fløjet afsted. Derfor har jeg ikke fået læst en eneste bog færdig, da jeg simpelthen ikke har haft tid eller overskud. Nu er der ved at være styr på tilværelsen igen, så jeg regner med at kunne fordybe mig i lidt flere skønne bøger her i april :) 
I starten af marts gik jeg i gang med "Den hellige sten" af Barbara Wood, og det er en bog jeg har fået anbefalet af min mor, som hun fik til sin 40-års fødselsdag. Hun har længe fortalt, at det er en meget speciel bog, og nu hvor jeg er i gang med den, vil jeg give hende ret. Når jeg er færdig med den, så kommer der en anmeldelse her på bloggen ;) 

I marts nåede jeg derfor ikke at være med i bogudfordringen hos #Flyvehjørnet - bogudfordringen som som de søde piger Rikke og Simone står for, men her i april har jeg tænkt mig at være med. Denne måned er udfordringen nemlig at anbefale en bog. Den bog jeg læser lige for tiden kan jeg uden tvivl anbefale, ligesom min mor anbefalede den til mig. Men jeg tror også at jeg lige vil kigge på de bøger jeg ellers har læst igennem tiden, for der har virkelig også været mange gode. 

Jeg er helt vild med denne udfordring, da jeg altid selv synes at det er dejligt at få anbefalinger og inspiration fra andre. Og når man læser mange gode bøger, så er det jo også svært, ikke at anbefale nogle af dem :D 


Har I lyst til at være med i udfordringen? Man kan også være med på Instagram, under #flyvehjørnet :)