6. juni 2016

Anmeldelse - Aftalt spil


Titel: Aftalt spil

Forfatter: Elle Kennedy 

Forlag: Flamingo


Hannah er på alle måder fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde, er at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt 'date'.
Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.

Jeg havde hørt meget godt om denne bog, og var derfor ret spændt på at læse den. Faktisk tror jeg ikke, at jeg ville have valgt den, hvis ikke jeg havde hørt så godt om den, og det ville helt bestemt have været en skam.  
Bogen handler om de to studerende, Hannah og Garrett, og historien bliver skiftevis fortalt af dem begge, hvilket fungerer super godt. 
Hannah er sjov og klog, og selvom hun har været ude for nogle slemme ting tidligere i livet, så lader hun sig ikke bremse, men forsøger at lægge det bag sig. 
Garrett er lidt af en playboy, mega sjov og så er han kaptajn for skolens ishockey-hold, men han er stadig nødt til at få gode karakterer i alle sine fag. Deres veje krydses da han får en dårlig karakter i et fag som Hannah også tager, og han spørger hende derfor, om hun vil hjælpe ham. Det er hun dog på ingen måde interesseret i, men Garrett tager ikke et nej for et nej, og det er virkelig underholdende.
Jeg er helt vild med den måde deres venskab/forhold udvikler sig igennem bogen, da de ikke er "meant to be" fra start af. Især Garrett overraskede mig rigtig meget, da han har meget mere personlighed at byde på, end man først antager, så han var en rigtig god hovedperson, og var med til at gøre bogen ekstra god.

Det er en virkelig humoristisk bog, samtidig med at den har nogle alvorlige emner, og det er virkelig et stort plus. 
Bogen er den første i Off-campus-serien, og jeg overvejer stærkt at læse den næste.